Frikirken med navnet "Inuunerup Nutaap Oqaluffia", som oversat betyder: Nyt Livs Kirke er en pinsekirke. Pinsekirkerne blev i løbet af tiden efter 1953 oprettet som missionshuse i forskellige byer på Grønlands vestkyst. Det var hovedsagelig skandinaviske missionærer der påbegyndte dette arbejde. Efter mange års godt samarbejde missionshusene imellem, dannedes i år 2000 en fælles frikirke under det grønlandske navn Inuunerup Nutaap Oqaluffia. Kirken blev i 2005 anerkendt som selvstændigt trossamfund og er repræsenteret i flere byer og enkelte bygder. Du vil kunne læse om de forskellige menigheder her på denne hjemmeside.